Folkekirken som lejlighedskirke

Der er noget paradoksalt ved Den danske Folkekirke. Det modsætningsfyldte ligger i, at over 80 procent af danskerne er medlem af den, men kun 2,4 procent går i kirke på ugentlig basis.

Alligevel vil danskerne ikke af med Folkekirken, for der ligger et stort element af tradition i at bruge den til ikke alene vores højtider, men også til de skelsættende begivenheder i vores liv. Tradition er også en slags vane, og en vane er også en rutine, og rutiner giver ro på tingene, og det har vi brug for som mennesker i en meget turbulent tid, hvor der ikke er langt mellem de revolutionerende ændringer i verden, der kan give os stor usikkerhed.

I denne tid forbereder man sig som sognepræst på én af de mest populære højtider herhjemme, for budskabet om Vor Frelser, som fødtes i en kold stald, da der ikke var plads til Hans mor og far på herberget, trækker stadig rigtig mange mennesker i kirke. Hvorfor kan man spørge? Selvfølgelig spiller traditionen stadig en stor rolle i den sag, men tradition alene kan umuligt lokke så mange mennesker hen i deres lokale kirke, og derfor vælger jeg også at tro, at budskabet stadig betyder noget for rigtig mange mennesker.

Budskabet fra Esajas i Det gamle Testamente om at: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkes land. er de opbyggende ord, der kan give os den indre ro, jeg ofte selv har oplevet at blive fyldt af juleaften i kirken. Troen på, at der den aften for mange år siden fødtes en dreng, som skulle frelse hele menneskeheden ved at give os det evige liv igen, er ikke troen på en fjern Gud, men en tro på, at vi i Kristus har en fantastisk ven at læne os op ad i vores jordiske og himmelske liv – en ven, der aldrig svigter os.

Som fodboldklubben Liverpool FCs motto lyder:You ll never walk alone – Du kommer aldrig til at gå alene.

Sognepræst Oliver Karst